Kategorier

Bloggere

300 meter -god-økologisk-tilstand- i Langvad Å i Roskilde Kommune! 

Pause på en meget varm dag ved Langvad Å i Roskilde Kommune. I løbet af dagen fik vi lagt mere end 30 tons skjulesten i vandløbet for at sikre en stor variation for både fisk, invertebrater og grøden i Langvad Å. Hvis vi er heldige, får vi målopfyldelse på alle tre parametre!

Det var med meget kort varsel, vi skulle have lagt de sidste sten i Langvad Å på en 300 meter lang delstrækning. Vi skulle afslutte den fantastiske indsats, et hold Rambøll-folk havde ydet for ørredbestanden i Langvad Å, -helt oppe i den øverste spids af dette gigantiske sjællandske vandsystem.

Rambøll-folkene havde lavet fire flotte gydebanker og lagt 30 tons skjulesten ud i vandløbet, der godt kan huse en flok flotte bækørreder. Vi fangede ganske vidst ingen, da jeg elektrofiskede en 50 meter lang strækning, men med udlægningen af gydesubstrat og skjulesten, er der håb forude. De sidste 30 tons skjulesten skulle lægges ud umiddelbart opstrøms den strækning, Rambøll-folkene havde færdiggjort et par uger forinden.

I alt skulle der således lægges 60 tons skjulesten i vandløbet. Stenene lå bare ikke lige dér, hvor de blot skulle trilles i. Derfor trådte Roskilde Kommune til og hyrede en frontlæsser, der kunne køre stenene så tæt på kanten som muligt. Det var en kæmpe hjælp for os og vi skylder i den grad Roskilde Kommune en stor tak for hjælpen.

Flere af stenene vejede på den gode side af 2-300 kg. Men der skal også sten af en vis størrelse til for at kunne give den variation, der er så vigtig i et type 2-vandløb, -altså vandløb med en bredde på over 2 meter. Småsten op til 30-40 cm forsvinder ofte blot i bunden, når der er tale om vandløb af den størrelse. Der skal store sten til……dem på 50-60 cm.

Den ”hensunkne” bro, der blev snittet i småstykker af Kim Jørgensens motorsav og dermed ikke længere udgør en potentiel spærring i vandløbet. Det var i øvrigt også et ønske fra lodsejerens side at få den fjernet, da han ikke længere brugte den. Win-win for alle parter. 

Vi var elleve granvoksne mænd, der mødte op den søndag i dejligt vejr og med store smil på læben. Vi skulle jo kun lægge 30 tons sten i vandet.

Projektet er etableret i et fint samarbejde mellem Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord og Den sjællandske Grusbande, Fishing Zealand.

Foruden naturligvis et par ualmindeligt søde lodsejere, der selv deltog aktivt i projektforberedelserne og under selve projektet.

Derudover ikke mindst Roskilde Kommune, som har lovet at tage fat på strækningen nedstrøms ”vores” delstrækning således, at en endnu længere strækning af Langvad Å bliver restaureret til glæde for en forhåbentlig spirende ørredbestand, når der nu er åbnet op for ”den frie passage” fra Roskilde Fjord gennem det nye løb i Gedebæksrenden. Jeg har i hvert fald store forventninger til den strækning, vi nu har restaureret.

Vi begyndte ”stenkasteriet” halv elleve efter en kort briefing og allerede omkring frokost, kunne vi skimte enden på projektet og de 30 tons skjulesten. Hold op, hvor var det godt. Hold op, hvor var det varmt.

John Lakse Hansen, som jo ellers nok plejer at kunne tage godt fat, fik nærmest det, man kunne kalde et ildebefindende og måtte lige holde en pause med lidt køligt at drikke. Vi andre tog, af samme årsag, det hele lidt mere gelinde. Man glemmer tit, når vi knokler på, at drikke og holde hvil engang imellem, for man bliver jo bare så engageret…….!

Efter små tre timer, var vi færdige med stenene og manglede nu blot at rydde det sidste op, og tage vare på en bro, der i tidens løb, var sunket i åen.

Broen kunne nemt komme til at udgøre en spærring, når kvas, grene og efterårets blade drifter ned ad åen på vej mod Roskilde Fjord.

Kim Jørgensen fra Foreningen til ophjælpning af fiskeriet i Roskilde Fjord havde af samme årsag taget en motorsav med.

Ved fælles hjælp, fik vi skåret broen i småstykker og gjort Langvad Å passabel igen.

Til sidst fik vi reetableret strømmen i hegnet omkring folden, hvor fem fine ”skotter” gik og græssede uforstyrret uden at have den mindste idé om, hvorfor elleve svedige mænd knoklede løs med tonstunge sten en højhellig søndag i Langvad Å.

Men hvad har kvier af skotsk afstamning i grunden også forstand på ørreder, bæredygtighed og biodiversitet. Det har mine kvier af samme race i hvert fald ikke hjemme på gården.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,