Kategorier

Bloggere

”Dødt ved” skal sikre stor yngel-overlevelse i Egemarkeløbet

Da vi restaurerede Egemarkeløbet skete det som altid, når vi mødes, under mega hyggelige omstændigheder. Mere end en snes deltagere sørgede for den første del af restaureringen af det lille (og nu) ørredførende vandløb, der har sit udløb i Sejerøbugten lidt nord for Havnsø.

Det er i grunden vidunderligt, at den store indsats de frivillige fra Sportsfiskerforeningerne, Grusbanden og alle de øvrige samarbejdspartnere yder for at forbedre vores vandløb på Sjælland, også bærer frugt.

Egemarkeløbet ved Havnsø i Kalundborg Kommune er et lille undseeligt vandløb, hvor der i en meget lang årrække, ikke har været observeret ørreder. Men i efteråret 2022 restaurerede vi en længere strækning i samarbejde med Kalundborg Sportsfiskerforening, samt de to grundejerforeninger langs Egemarkeløbet, – grundejerforeningen 3F og Havnsø Park Grundejerforening.

Vi etablerede to store gydebanker, samt udlagde sten til skjul og en lille smule ”dødt ved”. Siden plantede Kalundborg Kommune lidt rød-el langs vandløbet og allerede i den første vinter, var der havørredopgang.

Jeg var selv ude for at kigge på de friske gydegravninger i januar måned 2023. Det var ikke mange, -blot et par stykker, men nok til, at DTU Aqua kunne observere ørredyngel i sensommeren 2023, under deres besøg i vandløbet i forbindelse med de periodiske bestandsanalyser, der ligger til grund for Fiskeplejen for ”det sydlige Kattegat”.

Michael Holm fra DTU Aqua fandt 7 stk. ørredyngel på den befiskede strækning. Egemarkeløbet var nu blevet ørredførende!!!

10 år tidligere, under den seneste undersøgelse i 2013, fandtes der ikke ørreder i Egemarkeløbet.

Nu gør én svale jo ingen sommer, men jeg kan fortælle jer, at i vinters var der ikke blot få gydegravninger, -der var mange!!! Jeg er derfor mega spændt på at komme retur til Egemarkeløbet i sensommeren for at foretage den samme bestandsanalyse, samme sted som DTU Aqua dyppede elektroderne sidste år. Tænk engang, hvis vi finder flere end 7 stk. ørreder på den strækning, DTU Aqua befiskede. Det vil netop være vidunderligt.

I onsdags, da jeg besøgte Egemarkeløbet så det ualmindeligt fantastisk ud. Vandet rislede hen over de gydebanker, vi etablerede i efteråret 2022. Nu skal vi afslutte projektet ved at udlægge ”dødt ved”, så den spæde ørredyngel har skjulemuligheder og en masse føde, der nemlig også gemmer sig i dette kvas! Længe leve biodiversiteten!!!

Da jeg besøgte vandløbet i onsdags, rislede vandet lystigt hen over de to gydebanker, vi i fællesskab udlagde i efteråret 2022, og jeg kunne nærmest smage, at der var ørredyngel, som skjulte sig imellem de sten, vi lagde ud ved samme lejlighed.

Vandløbet så godt ud. Men der mangler dog stadig variation, der mangler stadig skjul og føde for den spæde yngel, der skal bruge begge dele for at vokse sig store, for siden at kunne vandre ud i havet som ørredsmolt.

I havet vil de kønsmodne, vende retur til netop Egemarkeløbet og fortsætte den gode udvikling, Kalundborg Sportsfiskerforening, Grundejerforeningerne og Den sjællandske Grusbande startede tilbage i efteråret 2022.

Variationen skal sikres ved udlægning af ”dødt ved”, som det populært kaldes, når man lægger grene og kviste, -ja endog stammer i vandet for at snævre vandløbet ind, give ørrederne ”tag over hovedet” og sikre, at der kan leve en masse ”krible-krable-dyr” i dette kvas, som er så vigtigt for vandløbets variation, for biodiversiteten kunne man også sige.

Baggrunden for, at jeg var et smut forbi Egemarkeløbet i onsdags var netop at sikre mig, at grundejerforeningerne nu også var med på idéen, som faktisk var beskrevet, allerede da vi restaurerede vandløbet for halvandet år siden.

Nu har vandet arbejdet med stenene, med gydesubstratet, -så nu er det tid til at fuldende det, vi påbegyndte tidligere. Nemlig at sikre en stor overlevelse af årets nyklækkede ørredyngel. Det sker søndag den 30. juni klokken 12.12.

Vi mødes i sommerhuskvarteret for enden af Pilebakken, 4591 Føllenslev, hvor der er fine parkeringsmuligheder!

Her vil Kalundborg Sportsfiskerforening og Grusbanden møde op, -og formentlig også nogle folk fra grundejerforeningerne, samt alle dem, som er interesserede fra Havnsø by.

Alle er velkommen, og der kræves såmænd ikke de store kvalifikationer, -det sørger vi for!

Godt humør, et par gummistøvler og eventuelt en sav, og/eller en mukkert (klaphammer), er alt, der behøves for at gøre en forskel.

Vi skal have udlagt ”dødt ved” på en knapt 400 meter lang strækning.

Du kan melde dig til projektet ved at skrive en sms til bandeleder, Rune Hylby på nummer: 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com.

Du kan også tilmelde dig ved at skrive i ”kommertar-feltet” på Facebooksiden: Den sjællandske Grusbande, når projektet offentliggøres på denne side.

Du skal medbringe støvler, skridtstøvler og i øvrigt fornuftigt tøj. Derudover må du gerne tage en sav, en mukkert, samt arbejdshandsker mm. med.

Det er vigtigt, du melder dig til, idet vi vil sørge for drikkevarer i dagens anledning.

Bandeleder, Rune Hylby,

Mobil, 2536 4280,

runehylby@gmail.com,