Kategorier

Bloggere

Familiefiskeri i havnen under årets Makrelfestival.

 

Årets Makrelfestival løber af stablen d. 18.-20. august – og Fishing Zealand vil igen i år være til stede på havnen med vores fisketrailer. Som noget nyt vil vi lave familiefiskeri hele weekenden, så der vil være en guide til stede både lørdag ml. kl. 10.00-16.00 og igen søndag ml. kl. 10.00-14.00.

Her kan familier samt børn og unge komme forbi og prøve at fiske. Her vil der være fokus på medefiskeri efter forskellige fiskearter i havnen.

Vi har masser af fiskegrej med, som man kan låne – samt rigelig med madding. Så kom endelig forbi vores stand ved havnekajen, hvor både børn og voksne har mulighed for at fange deres livs første fisk. Det er ganske gratis, og alle kan være med.

I de seneste år har der været fint fiskeri i havnen, hvor vi bl.a. har fanget masser af kutlinger men også savgylter og krabber samt endelig flere store fladfisk og enkelte ål.

Fjæsinger er også en gæst ved vores vande på denne årstid, og skulle man få en sådan på krogen, vil FZ-guiden nemt kunne hjælpe med det.

Som vanligt medbringer den driftige arrangør af Makrelfestivalen Odsherred Sportsfiskerforening et stort rørebassin, hvor man kan studere og se fiskene på nært hold.

Du kan læse mere om Makrelfestivalen her.

Og her kan du læse om, hvordan det gik i havnen sidste år.

TV2Øst var også forbi sidste år og lavede et fint indslag fra weekenden bl.a. om familiefiskeriet i havnen. Du finder indslaget her.

Weekendens familiefiskeri arrangeres i samarbejde med Odsherred Kommune.