Kategorier

Bloggere

Nye undersøgelser af brakvandsgedder i vandløb på Falster

Stor brakvandsgedde.

Vores viden om opgang i vandløb af ferskvandsgydende brakvandsgedder i Sydsjælland og på Lolland-Falster er ret begrænset, men vi ved, at opgang forekommer og at gedder, i lighed med laksefisk, søger tilbage til det samme vandløb, hvor de selv kom til verden, når de skal gyde. Det betyder igen, at forudsætningen for at en evt. geddefabrik bliver brugt er at der er en bestand tilknyttet vandløbet. Bl.a. derfor hyrede Guldborgsund Kommune sidste forår undertegnede til at lave en undersøgelse af opgang af brakvandets aborrer og gedder i Gundslev Å (lokalt kaldet Sortsø Å) og Søborg Kanal, som begge har udløb til Grønsund. De nye resultater øger vores viden og for kommunen var det vigtigt at vide, om der ville være perspektiv i at lave geddefabrikker ved de nævnte vandløb. Undersøgelserne var en del af Guldborgsund Kommunes indsats for øget biodiversitet og blev gennemført med uvurderlig hjælp fra frivillige fra Lystfiskerforeningen for Nykøbing-Falster og omegn samt Nykøbing Sportsfiskerforening.

Vi startede op i det tidlige forår med at sætte store fælder af armrusetypen umiddelbart opstrøms højvandssluserne nær vandløbenes udløb. Vi satte to hvert sted – en med mundingen opstrøms og en nedstrøms, hvorved vi ville fange både opgængere og evt. nedfaldsfisk, som havde gydt. De frivillige fik instruktion i at tømme og rense fælderne, hvilket blev noget strabadserende, da vandløbene havde meget blød bund og ofte var for dybe til at kunne vades.

Ruse i Gundslev Å med dæmning og sluse i baggrunden.

Brakvandsgedder og aborrer
Fangsterne af gedder var sparsomme, men de var der. I Gundslev Å fangede vi 2 mindre gedder, hvor det ikke kunne afgøres, om det var brakvandsgedder, mens vi i Søborg Kanal fangede 4 på op til 97 cm – altså brakvandsgedder, da den lille kanal umuligt ville kunne understøtte så store gedder. En udleget gedde på vej ud i Grønsund blev fanget flere gange, da portene i højvandsslusen var tophængte og dermed svære at passere. Brakvandaborrer var mere talrige og vi fangede henholdsvis 29 og 32 stk. med anseelige størrelser op til 52 cm. Desuden var der i begge vandløb en stor opgang af skaller fra Grønsund.

Vi kunne konkludere, at der er en bestand af ynglende brakvandsgedder i alt fald i Søborg Kanal og at der fortsat er opgang og gydning af brakvandsaborrer i begge vandløb. Resultatet betyder, at Guldborgsund Kommune nu arbejder videre med at undersøge mulighederne for at etablere geddefabrikker og ynglesøer for aborrer ved de to vandløb. Dertil kommer Fribrødre Å, som ligeledes vil blive vurderet i år.

Sidehængte porte i højvandsslusen i Gundslev Å med god fiskepassage.

Tophængte porte i højvandssluser hæmmer fiskepassage
I undersøgelsen kunne vi også vurdere effekten på vandringen af højvandssluserne, som var af forskellig type. I Gundslev Å var de sidehængte og ofte mere eller mindre åbne for passage, mens de i Søborg Kanal var hængslet i toppen og dermed ofte hang lige ned og lukkede for vandring. Det var tydeligt, at de tophængte porte hæmmede den fri vandring hos gedder og skaller.

Tophængte porte i højvandsslusen i Søborg Kanal med dårlig fiskepassage.

Brakvandsgedderne er fåtallige men vidt udbredte i vandløbene
Undersøgelsen bidrager med viden om udredelse og antal af ferskvandsgydende brakvandsgedder i landsdelen. Hvis vi samler alle de kendte undersøgelser fra de senere år (jævnfør figur 1), så kan vi konstatere, at der faktisk er brakvandsgedder i dem alle om end i meget små antal. Der er dermed sandsynligt, at der er bestande i flere af regionens åer og kanaler. Antallene i tabel 1 er antageligt noget undervurderede, da metoderne ikke fangede alle, men der er dog næppe tvivl om, at gydebestandene er meget små.

Det er en vigtig viden, idet der så er håb for de lokale bestande, der på samme måde som laksefisk er tilknyttet hvert deres vandløb og muligvis har lokale tilpasninger. Men det viser samtidig, at bestanden er så kritisk små, at de risikerer at forsvinde, bl.a. fordi antallene af gydende fisk er så små, at der er stor risiko for indavl og tab af genetisk variation.

Tabel 1. Fangster af gedder og aborrer igennem årene 2016 – 2022 ved undersøgelser i en række vandløb. Antallet af fisk er antageligt undervurderede, da ikke alle fanges med de anvendte metoder. * I Frejlev Å var de fleste yngel. Tabel fra rapporten. 

Vandløb (udløb i) Metode Aborre Gedde
Fribrødre  (Falster, Grønsund) Fælde 51 11
Frejlev Å (Lolland, Guldborgsund) Fælde 91* 7 *
Saltø Å (Sydsjælland Karrebæk Fjord) Fælde 1 2
Fladså (Sydsjælland Karrebæk Fjord) Fælde 79 18
Gundslev Å (Falster, Grønsund) Fælde 29 2
Søborg Kanal (Falster, Grønsund) Fælde 32 4
Tubæk (Sydsjælland, Præstø Fjord) 2021 El 11
Tubæk (Sydsjælland, Præstø Fjord) 2022 El 7

Der er behov for en meget hurtig indsats med at forbedre opgangsbetingelserne og med at sikre gode gydemuligheder ved at etablere adgang til oversvømmede lavvande arealer i form af f.eks. geddefabrikker.

Rapporten kan se her. Link

Peter W. Henriksen