Kategorier

Bloggere

Til Finland i kampen for det gode fiskeri

Jeg var sidst i april til en konference i Helsinki – i øvrigt sammen med Gordon P. Henriksen. Budskabet var klart: Lystfiskeriet er guld værd – og den viden skal anvendes!

Kaare Manniche
Kaare forklarer de mange tilhørende om hvordan socioøkonomiske argumenter bl.a. har vejet tungt i sagen om garnfiskeri i Odense Fjord.

Lystfiskeriet – og værdien af det, har fået stor og velfortjent opmærksomhed de senere år i Danmark. Gennembruddet kom for alvor, da den store socioøkonomiske undersøgelse blev publiceret i 2010. Den viste nemlig, at lystfiskerne er med til at skabe en årlig meromsætning på næsten tre milliarder kroner i Danmark.

Ét af resultaterne af den større fokus på lystfiskeri og dets udviklingsmuligheder har været etableringen af Fishing Zealand, som på trods af kun godt ½ år på bagen er ved at udvikle sig til den smukke svane, vi alle håbede på, projektet kunne blive.

Med gratis vandplejekurser, gydebanketællinger, en kommende fyldig rapport om tilstanden og potentialet i landsdelens vandløb, undersøgelse af effekten af smoltudsætningerne i Isefjorden og masser af aktiviteter for unge og gamle, for blot at nævne nogle af de elementer, der kan tilskrives FZ, er der godt gang i projektet.

Og dette gode budskab, at socioøkonomien kan blive en løftestang for lystfiskeriet og alle de aktiviteter, der knytter sig til verdens bedste hobby, var et af budskaberne, som jeg – og Gordon – lancerede på en konference om lystfiskeri, der blev afholdt sidst i april i Helsinki. Der deltog forskere fra Danmark, Canada, UK, USA, Tyskland, Sverige, Norge og Finland samt nordiske lystfiskere og repræsentanter for de nationale sportsfiskerorganisationer i konferencen, der havde arbejdstitlen:  Nordic Way Forward.

Kaare
Gordon P. Henriksen fortæller om hvordan han og Fishing Zealand bruger opmærksomhed i medierne til at lobby for bedre forhold for lystfiskere.

Som titlen antyder var et af formålene, at deltagerne skulle lære af de nordiske erfaringer, men med foredragsholdere fra de førnævnte lande var der også inspiration at hente for de nordiske deltagere.

Udfordringerne for lystfiskeriet er meget forskellige – men i bund og grund har vi dem alle i større eller mindre grad i Danmark: Problemer med opstemninger, dårlig vandløbskvalitet, ikke-bæredygtigt garnfiskeri og så videre.

En vigtig konklusion, som alle på konferencen var enige om, var, at vi via værdien af lystfiskeriet har en unik mulighed for at råbe beslutningstagere op, så der kan komme forandringer. Mit oplæg, der handlede om, hvordan vi i Danmark har fået gennemført nogle visionære garnbegrænsninger i Odense Fjord, er et godt eksempel på, hvad et samarbejde med kommuner, erhvervsliv og sportsfiskere kan opnå.

I Danmarks Sportsfiskerforbund vil vi også de kommende år bruge de socioøkonomiske argumenter i kampen for at gøre fiskeriet med stang og snøre bedre for alle. Vi ved – ligesom dig – at der er mange andre og vigtigere værdier end de rent pekuniære forbundet med det at fiske. Men for at nå målene og få skabt det gode fiskeri, er det nødvendigt at fortælle den gode historie om den store omsætning igen og igen.

Når vi i Danmarks Sportsfiskerforbund den 10. maj får besøg af Fødevareminister Dan Jørgensen i vores domicil i Vingsted, vil jeg personligt fortælle ham den gode historie om Fishing Zealand og om værdien af gedder, aborrer, ørreder og alle fisk, der fanges af lystfiskere.

Og hvem ved, det resulterer måske i, at jeg i en ikke så fjern fremtid kan drage udenlands og fortælle om visionære initiativer i de sjællandske fjorde, der gjorde fiskeriet meget bedre for alle!

– Kaare