Opsamlingsmøde for gydetællere i Næstved
- 5. marts 2020
Næstved Kommune inviterede i starten af marts sine 10 – 15 gydetællere til opsamlingsmøde, hvor årets tællinger af havørreders gydegravninger blev diskuteret og sammenlignet med vores lange tidsserie helt tilbage fra 2008. Som vanligt trakterede kommunen med et måltid, hvor snakken gik lystigt om stort og småt med fisk og fiskeri.
Palle Myssen og Jacob Hald fra Kommunen havde taget initiativ til at holde opsamlingsmødet umiddelbart efter årets tællinger i stedet for, som tidligere, umiddelbart før de næste tællinger i november. Det virkede som en god ide, da erfaringer og observationer fra tællingerne derved var i frisk erindring.
Jeg deltog fra Fishing Zealand, som tovholder på arbejdet med tællingerne og fortalte efter spisningen om årets resultater. Den gode nyhed var, at gydebestandene ikke var blevet mindre sammenlignet med årene før, og der var enkelte vandløb med mindre fremgange. Der er dog generelt ret langt fra tilfredsstillende bestande, men nu er det dokumenteret, hvor der især er behov for indsatser. Desuden kan vi, med de indsamlede data, vurdere effekterne af forskellige tiltag herunder ikke mindst effekterne af den kommende ny fiskeribekendtgørelse.
Til mødet var Rune Hylby inviteret til at fortælle om Grusbanden og dens muligheder for at bistå med hjælp til projekter i området. Til slut fortalte Palle og Jacob om projekter, som Kommunen vil gennemføre i den kommende tid.
PWH