Grønne dage i Gribskov
- 1. juni 2019
I Gribskov Kommune blev der igen i år afviklet “Grøn Uge”. Som titlen antyder, så drejer initiativet sig om en hel uge, hvor der arbejdes med at give børn fra daginstitutionerne forskellige nære og vedkommende oplevelser i og med naturen. Fishing Zealand var endnu en gang inviteret med og en vuggestue og flere børnehaver blev således besøgt med en “rullende” udstilling, bestående af levende smådyr til nærstudier, oplevelse og formidling af “livet på det lave vand”.Gennem små akvarier og glas med indbygget lupfunktion i låget, kunne børnene betragte og observere alt fra mysis, tanglopper og snegle til lidt større krabber og forskellige arter af kutlinger. Spørgelysten var i det hele taget stor og den blev bestemt ikke mindre, når de unge mennesker senere blev præsenteret for hornfisk, der var fanget selvsamme morgen! Hvem ved, måske er den første kim sat til en generation af nye lystfiskere? Interessen for de medbragte blink med Silkekroge var i hvert fald til at få øje på.
Kulminationen på Grøn Uge foregik på Gilleleje Havn 1. juni under overskriften “Grøn Lørdag”. Repræsentanter fra grønne og blå interesseorganisationer og foreninger havde fine udstillinger og workshops, der hver især kunne inspirere og engagere de besøgende til interessere sig for oplevelser med og i naturen.
Fishing Zealand havde også en stand på pladsen – i samarbejde med Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening. På standen var der således mulighed for at høre mere om både foreningens og Fishing Zealands aktiviteter og virke. Endvidere blev der bundet fluer, uddelt Fishing Zealand magasiner og udstillet fiskegrej. Grejet var dog ikke blot til udstilling. Dagens var nemlig tilrettelagt som et “Fang din første fisk” arrangement og derfor var der endnu en mulighed for at få hjælp og inspiration til lystfiskeriet. I denne sammenhæng blev det fiskert fra Østre mole, hvor der var gang i fiskeriet efter skrubber, der blev overlistet på de medbragte børsteorm.