DSC_0336-1
Ørredpatruljen er et nyt uddannelsesforløb, som sætter fokus på unge med særlige behov. Uddannelsen bruger engagement i naturen og vandpleje, som tematisering og virkemiddel i undervisningen.

ØRREDPATRULJEN
ØrredPatruljen er et nyt og anderledes uddannelsesforløb for unge i aldersgrupper 14-20 år. Uddannelsen har fokus på havørredbiologi, vandløbspleje, vandløbsrestaurering, bæredygtighed og engagement i naturen.

Formålet er at klæde eleverne på til at sørge for havørredbestandenes og gydevandløbenes ve og vel.

Det er et projekt, som er iværksat i Roskilde Kommune i efteråret 2014 af Uffe Clemmensen, formanden for Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK), der igennem de seneste år har arbejdet med lignende projekter i regi af Skoletjenesten.

DSC_0318-1
Ørredpatrulje uddannelsen indeholder blandt andet et teoretisk forløb om havørredens biologi og livscyklus.

 

 

UNDERVISNINGEN
Selve undervisningen på ØrredPatrulje-uddannelsesforløbet baserer sig på lige dele teori og praksis. I løbet af uddannelsen indføres de unge grundigt i havørredens biologi og livscyklus, og de erhverver sig praktisk erfaring med vedligeholdelse af vandløb og pleje af fiskebestandene.

Specialuddannede instruktører, der samtidig har en pædagogisk uddannelse, er ansvarlige for undervisningen, som består af 3 x 3 timer fordelt på teori og praktisk arbejde ved vandløbene. Alt foregår i regi af de unges individuelle institutioner og i skoletiden. Opfølgende kursusaktivitet i vandløbene er også en mulighed.

DSC_0422-1
De praktiske forløb i ØrredPatrulje uddannelsen foregår ved udvalgte vandløb, hvor der blandt andet laves faunaanalyser og restaureringsarbejde.

Projektet, ØrredPatruljen, er udviklet af Uffe Clemmensen. Uddanelsesmaterialet er udviklet og sammensat af Danmarks Sportsfiskerbunds fiskebiolog, Kaare Manniche Ebert. Projektet er støttet af Nordea Fonden, Friluftsrådet, Roskilde Kommune, Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand.

De første hold startede allerede i oktober 2014 i Roskilde, og når eleverne har bestået forløbet, får de deres ØrredPatrulje-diplom. Derudover får de udleveret en T-shirt, cap, vindjakke, uddannelsesæske med ØrredPatruljen emblemet på som bevis for deres medlemskab.

 

 

 

DSC_0437-1
Her fiskes der efter yngel og vandinsekter for at faunaklassificere et lille vandløb i Roskilde Kommune.

PROJEKTET
Idéen er ikke blot den, at de unge efter endt uddannelsesforløb skal kunne træde til og hjælpe med praktisk vandløbs- og bestandspleje, men at selve uddannelsen i sig selv skal skabe interesse for naturen, socialt sammenhold, læringsvillighed, tilhørighed og selvværd.

Uddannelsen har altså også et element af socialt ansvar i sig, og det harmonerer fortrinligt med Fishing Zealands ambitioner om at tage hånd om unge ved at give dem meningsfulde oplevelser via engagement i naturen.

* På nuværende tidspunkt er det gratis for både skolerne og de unge at deltage idet det er dækket af fondsmidler, men fremover kan der komme et deltagergebyr for institutionerne der ønsker at deltage i projektet

 

DSCI1359-1
Efter endt uddannelse skal Ørredpatrulje-medlemmerne være en vigtig del af det praktiske arbejde ved vandløbene derude.

FREMTIDSPERSPEKTIVERNE
Ambitionerne rækker langt, når det gælder ØrredPatruljen. Det er tænkt som et projekt, som på længere sigt skal udbydes i samtlige Fishing Zealand kommuner, og måske endda på landsbasis. Tænker man på, hvor væsentlig en ressource disse unge udgør i forhold til varetagelse af vandmiljøet og landets havørredstammer, så giver dette også enormt god mening. Med ØrredPatruljer langs vores vandløb vil vores dyrebare fiskebestande gå en lysere fremtid i møde, og de unge vil opleve, at de gør en forskel. Og det er vigtigt i sig selv. Som et positivt biprodukt forventer vi også, at Ørredpatruljen kan skabe nysgerrighed og inspiration til at prøve kræfter med lystfiskeri.

De nuværende elever modtager også et gratis medlemskab i ROLK og vil derfor modtage medlemsbladet for Danmarks Sportsfiskerforbund, Sportsfiskeren, og have mulighed for at deltage i klubbens aktiviteter for juniorer.

 

KONTAKT
Du kan følge med i ØrredPatruljen på facebook her, og kontakte Uffe Clemmensen på uffe@rolk.dk for mere information.

Du kan også deltage i Fishing Zealands gratis konference d. 12 nov. hvor Uffe vil holde et oplæg og workshop om ØrredPatruljen. Se mere her. 

Læs projektbeskrivelsen her.

Læs også et blogindlæg om første hold her.