Kategorier

Bloggere

Oplev en bid af det lokale til ”Sol over Lejre”

LEJ23_01.indd
Sidste års “Sol over Lejre” var en kæmpe succes med over 400 besøgende – og mon ikke også det bliver en hyggelig og velsmagende omgang i år.

Lørdag den 28. maj vil solen skinne over Lejre fra kl.10.00, når Fishing Zealand og Gershøj Fritidsfiskerforening inviterer til endnu en omgang Sol over Lejre med Gershøj Havn som fysisk ramme og den smukke Roskilde Fjord som kulisse. Til den tid vil fjorden på ny være invaderet af velsmagende hornfisk – og netop hornfisken vil være dagens omdrejningspunkt.

Sol over Lejre er et tilbagevendende gratis folkeligt arrangement med masser af stemning til hele familien, fiskeri, hyggeligt samvær og kulinariske oplevelser med fokus på det lokale.

Vi gentager det vellykkede program fra sidste år – et program, som i høj grad var basseret på, at folk frit kunne gå til og fra de forskellige aktiviteter.

I løbet af dagen kan både store og små lære at fange hornfisk. Fishing Zealand stiller med to af sine certificerede fiskeguides, som står til rådighed med masser af brugbare tips og tricks, og Fishing Zealand og Abu Garcia stiller gratis låneudstyr til rådighed for dem, som ikke har deres eget fiskegrej med.

Gershøj Fritidsfiskerforening på Gershøj Havn, som er medarrangører, vil også være til stede under hele arrangementet. De kender fjorden omkring Gershøj bedre end nogen andre, og de vil blandt andet vise mange af deres fiskeredskaber frem og forklare, hvordan de bedriver fiskeri efter hornfisk. De vil også fortælle om, hvad der ellers svømmer rundt af spændende fiskearter i fjordens salte vand, og nogle af disse vil også være samlet i røretanke så børn og nysgerrige sjæle, der er interesseret i, hvad der kribler og krabler af dyreliv i fjorden, kan få lov til at se og røre ved fiskene. Flere af fritidsfiskerne er efterkommere af de sidste erhvervsfiskere på Gershøj havn, og de deler gerne ud af deres viden om livet på fjorden både før og nu.

Biologer fra Lejre Kommune vil også være repræsenteret ved Sol over Lejre, og vil bl.a. fremvise spiselige planter der kan findes vildt i området.

Uanset om du skal fiske eller ej, får du mulighed for at prøvesmage retten ”Sol over Lejre” – vores egen lokale version af retten: ”Sol over Gudhjem”. I stedet for de klassiske bornholmske sild består ”Sol over Lejre” af lokale hornfisk med purløg og radisser fra Lejre Økologiske Fødevarefællesskab (LØFF), økologisk rugbrød fra Ravnshøjgård, æggeblommer fra Hegnsholt Hønseri, serveret med økologiske øl fra Herslev Bryghus eller æblemost fra Olsens Frugt i Glim.

DSC_3556Arrangementet starter kl.10.00, og man kan være med fra begyndelsen eller bare slutte sig til i løbet af dagen – Vi satser på at have de første portioner ”Sol over Lejre” klar til smagning fra ca. kl. 13:00, og vi runder det hele af kl. 15.

Hele dagen vil være drevet af frivillige kræfter, og råvarerne bliver enten fanget i fjorden eller leveret af lokale virksomheder. Hele arrangementet vil være gratis, og alle er velkomne, uanset om man kommer sejlende i båd eller kajak, er på gåben eller kommer cyklende eller kørende. Tilmelding er ikke påkrævet, men du må meget gerne give din deltagelse til kende på Facebook her.

Sidste års arrangement var en kæmpe succes med stort fremmøde og behørigt fokus på Lejre kommunes grønne – og ikke mindst blå – ressourcer. Mindst 400 entusiastiske deltagere dukkede op i løbet af dagen for at tage del i de mange aktiviteter. Flere børn fangede deres første fisk nogensinde, livet i røretanken blev nærstuderet, der blev blændet op for de lokale økologiske råvarer, og der blev bygget bro mellem de lokale fritidsfiskere og lystfiskerne. Bæredygtigt fiskeri og vandplejen var i fokus, sammen med økologi og det lokale. Alt sammen kan du læse meget mere om her. 

Og på Fishing Zealands Facebook side: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.458195397672766.1073741831.210963462395962&type=1&notif_t=like

Håber vi ses i Gershøj!  – Gordon