Kategorier

Bloggere

Fiskeoplevelser bag det blå hegn på havnen i Nykøbing F.

Normalt er der ingen adgang for offentligheden bag det 800 meter lange blå hegn, som omkranser industrihavnen i Nykøbing Falster. Området byder ellers både på en fantastisk udsigt over Guldborgsund og samtidig giver havnefronten direkte adgang til det strømfyldte og dybe sund, hvor der er mulighed for at komme i nærheden af en række forskellige fiskearter.

Stolt ung lystfisker med en sortmundet kutling.

Fredag og lørdag bød dog på et par sjældne undtagelser for at opleve begge dele. Under Guldborgsund Kommunes initiativ “Sensommer bag det blå hegn”, var der nemlig inviteret til en række forskellige kulturtilbud på havneområdet, som en “erstatning” for den aflyste kapsejlads Vegvisir Race. Fishing Zealand var i den forbindelse repræsenteret på havnen og havde sammen med Lystifiskeriforeningen for Nykøbing F og Omegn en lille drop-in-stand med Fishing Zealand traileren som “base”. På standen kunne man dels låne fiskeudstyr og få instruktion til at bruge det, og dels høre mere om den lokale forenings virke og faciliteter. Rigtig mange børn og unge lagde vejen forbi havnen i løbet af fredag eftermiddag, hvor flere også havde held med at fange sortmundede kutlinger.

Friske medlemmer fra Lystfiskeriforeningen for Nykøbing F. og Omegn havde travlt med at hjælpe de besøgende på havnen, hvilket også gav god anledning til at fortælle om foreningens virke. Den lokale forening har iøvrigt klublokaler netop på havnen.

Lørdag bød på frisk vind og bygevejr. Alligevel var der virkelig travlt med at udlåne stænger, instruere og fortælle om områdets fiskemuligheder til de mange besøgende på havnen. De medbragte børsteorm faldt igen i god smag hos de små kutlinger, og det betød at endnu flere børn og unge, stolt kunne posere med deres aller første fisk. Kutlingerne fik, inden genudsætning, kortvarig ophold i vores akvarium og blev således genstand for stor opmærksomhed blandt de besøgende på havnen. I løbet de to arrangementsdage havde vi besøg af godt 60 unge mennesker, der enten på egen hånd elller sammen med deres familie, tog imod tilbudet om at prøve lystfiskeriet.

Selvom der var overvægt af drenge på havnen, så var det glædeligt at se så mange seje piger, der havde mod på at fiske.