Kategorier

Bloggere

Vandløbsrestaurering på Sjælland

DSC_0389Ét af formålene med Fishing Zealand er at få endnu mere gang i arbejdet med at forbedre vandløbene. Nye undersøgelser fra sjællandske vandløb har vist, at de besidder et større potentiale til at producere ørredsmolt end hidtil antaget. Og de vilde smolt har en meget bedre overlevelse ude i havet, så en større vild bestand vil kunne give et bedre fiskeri langs landsdelens kyster.

Derfor afholdes der to endags-kurser i vandløbsrestaurering i dagene 5. og 6. oktober i henholdsvis Asnæs og Faxe Ladeplads.

På de to kurser vil deltagerne lære om ørredernes biologi og om, hvordan man genskaber gode forhold i åer og bække.

Den teoretiske del foregår indendørs, men over middag skal kursisterne se elektrofiskeri efter ørredyngel, og så skal de være med til at gennemføre et mindre restaureringsprojekt.

Det at kursisterne får fingrene i vandløbet og med egne øjne får at se, at det at restaurere vandløb ikke er raketvidenskab, er nok vigtigste budskab. Men det er også vigtigt, at lystfiskerne får den nødvendige baggrundsviden, så projekterne kommer til at fungere. Vi håber på, at vi på de to kurser får skabt en større interesse for vandløbene, så antallet af frivillige i de forskellige vandplejegrupper over hele Sjælland og Øerne kan blive større. Kurserne arrangeres af Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med DTU Aqua og Odsherred Sportsfiskerforening og vandplejeforeningen PIV.

Deltagelse inklusiv forplejning er gratis. Der er et max-deltagerantal, så skynd dig at få dig meldt til! Alle er velkomne!

På kurserne underviser fiskeplejekonsulent Jan Nielsen fra DTU Aqua og jeg selv (fiskebiolog hos Danmarks Sportsfiskerforbund).

Fakta om kurset den 5. oktober i Asnæs

Program:

9.40 – 10.00: Morgenbrød

10.00 – 10.20: Velkomst og info om Fishing Zealand

10.20 – 10.30: Info om Odsherreds Sportsfiskerforenings arbejde med åerne

10.30 – 11.00: Ørredbiologi

11.10 – 12.00: Eksempler på gode restaureringsprojekter – herunder udlægning af gydegrus.

12.00 – 12.45: Frokost

 

Kursuslokaler:

Odsherred Sportsfiskerforenings klublokale (lige over for Falck-stationen)

Nygade i Asnæs

4550 Asnæs

 

Fakta om kurset den 6. oktober Faxe Ladeplads

Program:

9.40 – 10.00: Morgenbrød

10.00 – 10.20: Velkomst og info om Fishing Zealand

10.20 – 10.30: Info om vandplejeforeningen PIV

10.30 – 11.00: Ørredbiologi

11.10 – 11.50: Eksempler på gode restaureringsprojekter – herunder udlægning af gydegrus

11.50 – 12.00: Samarbejde med HedeDanmark

12.00 – 12.45: Frokost

13.00 – 16.00: Elektrofiskeri efter ørredyngel og udførelse af restaureringsprojekt i Vivede Mølleå.

 

Kursuslokaler:

Slangerupgaard Hotel og Kursuscenter

Elmuevej 32

4654 Faxe Ladeplads

 

Tilmelding til begge kurser:

Per mail til Kaare Manniche Ebert på kme@sportsfiskerforbundet.dk

Sidste tilmelding – torsdag den 3. oktober. Vær opmærksom på, at der er et begrænset deltagerantal efter først til mølle-princippet. Alle er velkomne.

Da en del af kurset foregår ved åen, bedes du medbringe gummistøvler/waders og arbejdshandsker, som skal bruges ved udlægning af stenmaterialer.

 

– De allerbedste hilsener, Kaare