Kategorier

Bloggere

Sandsugning bliver ikke fra Øresund

Det gode fiskeri skal kunne fortsætte mange år på Øresund fremover. Derfor er det vigtigt der bliver sat fokus på de negative konskvenser ved sandsugning på de sårbare områder.
Det gode fiskeri skal kunne fortsætte mange år på Øresund fremover. Derfor er det vigtigt der bliver sat fokus på de negative konskvenser ved sandsugning på de sårbare områder. Foto: Gordon P. Henriksen

I går aftes var der byrådsmøde i Gribskov kommune og her blev det besluttet at sandsugning til kystsikring IKKE må foregå fra Øresund eller Natura 2000 områder.

Efter at Gribskov og flere nordsjællandske kommuner har meldt ud at de har planer om at kystsikre ved hjælp af sandfodring, blev mange bekymrede. Frygten er at de 1,7 millioner kubikmeter sand skal hentes fra de sårbare områder i Øresund. Flere steder har der været skarp kritik og TV 2 Lorry bragte bl.a. dette indslag hvor lystfisker Jesper Larsen er med til at fortælle om de seriøse negative konsekvenser som sandsugning kan have for havbunden og dyrelivet i Øresund. Jesper havde også taget initiativ til en demonstration foran kommunen inden byrådsmødet i går aftes, hvor bl.a. repræsentanter fra Helsinge og Omegns Sportsfiskerklub deltog.

skaermbillede-2016-12-13-kl-08-46-56

I går var der således byrådsmøde og på forslag fra byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen blev der vedtaget følgende tilføjelse i punktet om Gribskovs planer for kystsikring:

“Sandsugningen må ikke foregå i Øresund og i Natura 2000 områder”, og dermed er det sikret at sandet ikke vil blive hentet fra disse sårbare områder til det nordsjællandske kystsikringsprojekt.

Brian Lyck Jørgensen er med i Fishing Zealands politiske styregruppe som repræsentant for Gribskov Kommune og holdt bl.a. åbningstalen til sidste års FZ-konference i Tisvilde. Han forklarer: ”I de nordsjællandske kommuner arbejder vi meget med at sikre de gode forhold for både erhvervs- og rekreativt fiskeri bl.a. pga. potentialet i lystfiskerturisme. Men vi er nødt til at tænke bæredygtigheden ind i alle beslutninger og så nytter det ikke hvis kommunerne samtidig tager beslutninger der kan ødelægge havbunden og plante- og dyrelivet på de vigtigste fiskepladser i Øresund. Derfor glæder det mig meget at vi nu har sikret at dette ikke vil ske i forbindelsen med kystsikringen af Nordsjælland. Desværre sker der stadig et omfattende sandsugning i Øresund til bl.a. byggeprojekter i hovedstaden og vi håber at der kommer mere fokus på dette alvorlige problem så vi kan få det stoppet. Omkostninger er selvfølgelig højere når sandet skal hentes længere væk og fra større dybder, men det må være en høj prioritet at man henter sandet hvor det har de mindste biologiske konsekvenser for havmiljøet. ”

Beskyttelse af Øresund var et af mange vigtige emner der blev drøftet på FZ-konferencen.
Beskyttelse af Øresund var et af mange vigtige emner der blev drøftet på FZ-konferencen.

I Fishing Zealand er vi udmærket klar over hvor vigtigt det er at sikre miljøet og fiskebestandene i bl.a. Øresund. Beskyttelse af Øresund var således genstand for debat til Fishing Zealand konference i november hvor der blev afholdt en workshop om dette emne. Derudover sidder Gordon P. Henriksen fra Fishing Zealand og Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskeforbund med i en arbejdsgruppe som skal komme med anbefalinger, fælles mål og løsninger for beskyttelse af Øresund. Der sidder bl.a. også repræsentanter fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Friluftsrådet, WWF, Øresundsakvariet, Foreningen for skånsomt fiskeri, og Oceana i denne gruppe. Vi ser frem til at fortælle mere om udviklingerne på dette område.