Kategorier

Bloggere

Nettet strammes om overfiskeriet

 

_DSC9975Den nye opstramning af regler for bl.a. bierhvervsfiskeriet i Odense og Nakkebølle Fjord er for øjeblikket til høring – og bliver forhåbentlig vedtaget. Selvom der også strammes op på reglerne for lystfiskeri, er det godt – ikke blot for os lystfiskere, men også for lokalsamfundet. Syddansk Turisme vurderer nemlig, at en sikring af en god havørredbestand i vandløbene på Fyn kombineret med en fortsat udvikling af “Havørred Fyn” kan give op mod 50-100 fuldtidsjobs og årligt bidrage til den fynske turist- og oplevelsesindustri med omkring 50-75 mio. kr.

Det er mere end oplagt, at en håndfuld bierhvervsfiskere med en begrænset indtjening skal fratages retten til at sætte massevis af garn, og dermed høste frugten af de tusindvis af frivillige og lønnede arbejdstimer, der investeres i at få havørredbestandene op på et niveau – hvor ikke blot lystfiskere men også hele samfundet får glæde af det.

Stangfangede havørreder er langt mere værd en garnfangede fisk – og vi må derfor håbe, at det momentum, der er i udviklingen på Fyn kommer til at inspirere og danne præcedens for lignende fjordområder overalt i landet. Det giver god mening!

I februar-udgaven af Fisk & Fri, der er på gaden d.30 januar, kan du læse meget mere om dette i en artikel, hvor vi blandt andet har talt med én af initiativtagerne Claus Eriksen fra Go Fishing og DSF – samt politikeren Jakob Ellemann, der har bakket op om sagen og været med til at føre den så langt, som den er nået. Hatten af for det.

Vi ses derude – Jens Bursell