Kategorier

Bloggere

Et vildt potentiale

En ny rapport fra Fishing Zealand viser, at kun 1/3 af potentialet for selvreproducerende vilde sjællandske havørreder på nuværende tidspunkt er realiseret. Men hvad hjælper det at gøre noget, tænker du måske? Selv hvis alle vandløb bliver selvreproducerende, vil der aldrig blive flere ungfisk, end dem vi har nu, fordi udsætningsmængderne pt er defineret ud fra vandløbets naturlige bæreevne – og i takt med øget grad af selvreproduktion, vil udsætningerne blot ophøre. Så hvad skal vi med egentlig med vildfisk?

foto-2I min optik er vildfisk vejen frem – på flere planer. Personligt giver det mig en større glæde at fange en vildfisk, fordi den er produktet af bedre natur- og miljøforhold. Men på den lange bane vil flere vildfisk også betyde bedre fiskeri for os alle. Forskningen viser nemlig, at antallet af vildfisk, der returnerer til åen er fire gange så høj som for mundingsudsatte fisk. Med fuldt selvreproducerende bestande vil vi lystfiskere derfor bedre kunne høste overskuddet og fange mange flere fisk – uden at reducere gydebestandens størrelse og rekrutteringen til de kommende generationer. Og det er vel netop hvad bæredygtigt fiskeri handler om. Men det kræver, at de vigtigste sportsfisk beskyttes som ”gamefish”, for med den nuværende lovgivning og slappe prioritering af fiskerikontrol – vil øgede mængder af fisk også kunne betyde et mere profitabelt garnfiskeri – lovligt som ulovligt. Og så er vi jo lige langt. Læs mere om den nye rapport i Fisk & Fri 7/2014, der er på gaden torsdag d. 28 august.

Stærke, selvreproducerende bestande vil altså på den lange bane ikke blot give bedre naturoplevelser, men også resultere i flere fisk for færre penge. Og de penge, vi kan spare på ørredudsætninger, vil kunne bruges godt på alle de mange andre initiativer, som kan fremme dansk sportsfiskeri.

– Jens Bursell

Læs mere om rapporten her.