Kategorier

Bloggere

Esrum Å, -nu med King Size Bed.

Det første læs gydebrus bliver lagt i åen. Læg mærke til måtterne, der sikrer at gruset triller direkte i åen og brinken holdes fri for sten.

På vej mod Esrum Å med bilen fyldt med river, skovle, stengrebe, måtter, trillebør og meget andet, sad jeg fast i kø på motorvejen mod København. Det var tidlig morgen, solen var så småt på vej op ad sin, gudskelov, sædvanlige daglige gang henover himlen. I de andre biler sad der folk, som så ud som om, de skulle til København og sidde på kontor det meste af dagen. Det skulle jeg ikke, tværtimod!

Jeg skulle under åben himmel, på Esrum Møllegård, hvor åen løber nede i baghaven med stryg, skjul og en masse variation. Det skulle vi gøre bedre endnu. Meget bedre!

Det var Esrum Å-laug, Gribskov Kommune, ”Kilden” og så selvfølgelig, Den sjællandske Grusbande, der skulle lægge gydegrus i vandløbet.

Forlods var der holdt møde, vi havde talt sammen over telefon, skrevet mails etc. så alle var klar over processen. Alene det samarbejde og koordinering, vi havde stablet på benene, glædede jeg mig meget til, -som jeg sad dér på motorvejen og havde tid til at tænke lidt dybere over tingene. Men en lille time efter afgang fra Tølløse, nåede jeg frem.

Der bliver knoklet på gydebanken af bl.a. Søren Lænkholm, forrest. De to unge knægte, Jacob og Rasmus mente, det var bedre end fitness-træning, -hmm, mon ikke!

På parkeringspladsen mødte jeg Søren Lænkholm. Han er formand for Esrum Å-laug, og derfor headmaster for selve projektet, der havde været længere undervejs end de fleste projekter, da hele området omkring Esrum Møllegård er fredet og derfor underlagt lidt skrappere regler end ellers.

Nede ved åen var også Gribskov Kommune dukket op med det første læs gydegrus, og efterhånden som morgenstunden blev til formiddag, dukkede flere og flere op for at hjælpe til eller blot kigge på.

Esrum Å har en helt unik havørredstamme, der igennem mange, mange ørredgenerationer har tilpasset sig forholdene netop her. Det skal man værne om, og det gør Esrum Å-laug. Eget klækkeri, engagerede vandløbsfolk, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til de lokale Esrum-folks kærlighed til både ørredbestanden, åen, men også den samhørighed, folkene i Å-lauget mødte hinanden med. Det fik vi lov til at være med til, os fra Den sjællandske Grusbande.

Pause med kaffe, brød og verdens bedste hjemmelavede jordbær-rababermarmelade, som ”Kilden” selv havde lavet.

Blandt andet mødte to unge knægte op, Rasmus og Jakob. De var vildt begejstrede over at få lov til at være med til at gøre en forskel og gøre det sammen. De fik såmænd også lov til at knokle, for vi andre har måske nok viljen, men ikke altid kræfterne til at flytte de mange tons grus. Vi var dog så heldige, at gydegruset, der var sponseret af Gribskov Kommune og indkøbt for Fishing Zealand-midler, blev lagt i åen direkte fra ladet og vi behøvede derfor ikke den slidsomme gang med trillebør. Vi skulle med andre ord blot rette det til.

Mine ”måtter” blev lagt på brinken, så gydegruset stille og roligt rutsjede ned i Esrum Å uden at efterlade sig synlige spor på brinken. Efterhånden som gydegruset blev lagt i, tog gydebanken form.

Åen er omkring 5 meter bred, hvor gydebanken skulle placeres. Just foran en bro, som mange lokale passerer hver dag. Det bliver derfor muligt i fremtiden at følge med i havørredernes gydning i åen, idet der allerede i den kommende gydesæson i november-december, vil stå store havørreder på gydebanken. Det bliver helt vildt at se, og jeg glæder mig meget til at høre fra folkene deroppe i Gribskov Kommune, når ørrederne står klar på banken. Søren Lænkholm kunne da heller ikke få armene ned, og både han, Benny, Pelle og alle de andre tog godt fat om skovlene og fik rettet denne King-Size brudeseng til således, at vandet bliver presset korrekt igennem gydegruset. Hele processen blev foreviget med mobiltelefoner og som en særlig kolorit for dagen, mødte den lokale TV-station, TV Spot op og filmede løs.

25-30 folk fra nær og fjerne deltog i arbejdet eller kiggede på, efterhånden som projektet skred frem.

TV Spots indslag bliver offentliggjort på Grusbandens Facebook-side så snart, indslaget er lagt på deres Youtube-kanal.

TVLorry dukkede også op, og bragte den gode historie mere end én gang under aftenens nyhedsudsendelser. Dette indslag kan du se her: https://www.tv2lorry.dk/nyheder/14-03-2019/1930/esrum-far-12-kubikmeter-gydegrus?autoplay=1#player.

Gode historier bliver ikke ringere af at blive fortalt til mange, -og det blev de.

Klokken halv elleve holdt vi pause, hvor ”Kilden”, der er en social-økonomisk virksomhed med sæde på Møllegården serverede kaffe, brød og den mest fantastiske jordbær-rabarbermarmelade, jeg i mit liv har smagt. Hubert fra ”Kilden” fortalte mig senere, at den var hjemmelavet, -hvilket jeg jo kunne sige mig selv, for der var en verden til forskel på den, og så de smagløse marmelader fra supermarkedet.

I alt deltog vi 25-30 personer af vidt forskellig herkomst, men sammen blev resultatet fuldstændig fantastisk. Du kan se resultatet på Grusbandens Youtube-kanal, hvor jeg har lagt et par klip op fra dagen: https://www.youtube.com/watch?v=G76USkA_80g, og https://www.youtube.com/watch?v=srx7E8uS9Hw.

Den færdige gydebanke på 25-30 kvadratmeter, vil allerede i den kommende gydesæson give nysgerrige syn for sagen, når havørrederne står nedenfor broen på banken.

Som prikken over i’et fik vi afslutningsvis lagt seks store sten i vandløbet, -tre til skjul og tre til brinksikring.

I alt blev der lagt omkring 20 tons gydegrus i åen, og den 25-30 kvadratmeter store gydebanke er nu redt op til ørredernes brudefærd til vinter. Fuldstændig fantastisk og just som vandet rislede henover gydebanken, tittede solen frem fra en ellers regntung himmel.

Det bliver vildt fremover, og da vi kørte derfra ud på eftermiddagen, fik jeg en lille guidet tur rundt i Esrum Å-systemet af Benny.

Det er vel nok en perle heroppe i det nordsjællandske, -Esrum Å.

 

Bandeleder, Rune Hylby.