Kategorier

Bloggere

111 havørreder til Grusbanden og TØS

bandemedlemmer-i-stroemmen-og-pa%cc%8a-bredden-1
Foto: Andreas Findling-Rottem, Danmarks Sportsfiskerforbund.

Elektrofiskeri er altid forbundet med en vis spænding. Nemlig 220 volt og en masse flotte gydevandrende havørreder på vej opstrøms for at videreføre bestanden!

Det er en stor oplevelse at fange disse moderfisk, der skal sikre Fiskeplejen i Isefjorden og der var da også stor tilslutning fra Grusbanden, da Tuse Å’s Ørredsammenslutning sammen med bandemedlemmerne skulle elektrofiske i Elverdamsåen i november måned.

Af flere omgange skulle det vise sig, for på den første tur, i midten af november, mødtes vi en råkold lørdag formiddag klokken 11.11 for at påbegynde elektrofiskeriet umiddelbart opstrøms Motorvejsbroen mellem Holbæk-Roskilde.

bidske-bandemedlemmer
Foto: Andreas Findling-Rottem, Danmarks Sportsfiskerforbund.

Temperaturen havde i nattens løb sneget sig langt under frysepunktet, men op ad formiddagen var det blevet tø-vejr, idet solen varmede herligt fra en blå himmel. Det var lige til at blive i godt humør af.

Mon fiskeriet var tilsvarende glædeligt? Ikke helt, men de 15 personer fra Grusbanden, samt en lille håndfuld fra TØS, fik dog til fulde opfyldt drømmene om store havørreder på gydevandring.

På den knapt 1200 meter lange strækning, fangede vi ca. 70 havørreder, hvoraf der var et par ordentlige klepperter imellem.

Den største havørredhan var en dyb og hidsig mastodont på 80 cm. Han var garnskadet, arret, og med en ordentlig kæbekrog til at gøre indtryk på både attråværdige hunner og små irriterende hanner.

Den største havørredhun stod under en række siv, og det kan nok være, der gik et sug igennem både folkene i vandet og på bredden, da hun kom til syne i det lave vand. 89 cm lang og med rogn nok til en halv mundingsudsætning!!! Hun vejede i nærheden af de ti kilo.

Ikke desto mindre, fangede vi ikke helt nok fisk til at dække udsætningsbehovet for Fiskeplejen i Isefjorden i 2018.

Derfor måtte Grusbanden og TØS afsted igen i slutningen af november. Her mødte i alt 15 deltagere op, idet også Fiskerikontrollen lagde sin vej forbi for at se, om alting foregik efter bogen, og velsagtens også fordi det plejer at være en hyggelig dag, når TØS elektrofisker i Elverdamsåen.

Både TØS og Grusbanden samarbejder med Fiskerikontrollen på mange planer, og derfor er det også rart, når de dukker op for at ”kontrollere”, hvilket på ingen måde skal opfattes negativt, tværtimod, for det giver også vores frivillige og meget vigtige miljøarbejde et større perspektiv, også overfor lodsejerne, der fulgte med på bredden. Lodsejerne bliver bevidste om, at vi ikke kun elektrofisker for sjov, men at vores arbejde faktisk også har et større sigte.

havoerredhan-pa%cc%8a-80-cm-mister-kaebekrog
Foto: Andreas Findling-Rottem, Danmarks Sportsfiskerforbund.

På denne tur i lørdags, -to uger senere end det første raid, var forventningerne ikke helt på højde med den første tur, idet vandstanden var faldet og vi jo havde ”tømt” strækningen nogle uger tidligere.

Vi blev dog glædeligt overraskede, idet vi på denne tur, igen i strålende solskin og med temperaturer på den positive side af 5 plusgrader, fangede mere end 40 havørreder.

Denne gang var der naturligvis flere udlegede fisk end på den første tur, men specielt de vigtige havørredhunner var større og dermed også med mere rogn.

Det er godt, for så kan vi være nogenlunde sikre på, at der er rogn nok til Linda Bollerup fra Fyns Laksefisk, som står for klækning og opdræt af ”vores” små ørreder frem mod udsætningen i april 2018.

Specielt tre havørredhunner gjorde sig bemærkede, idet vi fangede tre flotte fisk på henholdsvis 75-78-80 cm, hvilket giver en stor mængde rogn.

Vi hjemtog fra denne tur 22 havørredhunner, samt 8 hanner. Hannerne er voldsomt underrepræsenterede af flere årsager. Først og fremmest fordi der generelt går fire havørredhunner for hver han-fisk, men også fordi hannerne er på gydestrækningerne på nuværende tidspunkt, hvor de håber på at kunne befrugte de kontinuerligt nyankomne hunner.

Vi stoppede fiskeriet efter knapt en kilometers fiskeri, idet vi mente, vi havde fisk nok til vores strygning i nærmeste fremtid.

To fantastiske elektrofiske-dage med TØS og Grusbanden er vel overstået, og mon ikke de ca. 25 grusbandemedlemmer, der deltog på de to ture, har fået spænding nok for resten af året?

 

Bandeleder, Rune Hylby