Kategorier

Bloggere

Hestekræfter i Herredsbækken

Søren Jensen fra PIV (Pionerer i Vandløbspleje) ringede til mig i forrige uge og fortalte om et projekt i Herredsbækken, hvor store kraftfulde jydske arbejdsheste skulle fjerne træstammer fra ørredvandløbet. Det lød spændende og højst utraditionelt, og jeg noget jeg naturligvis måtte kigge nærmere på.

De stærke Jydske heste er ægte arbejdsheste, som nemt kan komme hen, hvor store maskiner får problemer.
De stærke jydske heste er ægte arbejdsheste, som nemt kan komme hen, hvor store maskiner får problemer.

Herredsbækken er et lille, men meget produktivt ørredvandløb med udløb i Præstø Fjord, der løber i et meget slynget leje gennem tæt skov. Selve å-løbet har igennem en meget lang årrække skåret sig dybt ned i landskabet, og den tætte skov ville ikke byde maskinerne velkommen. Det var netop derfor, Piv-folkene med Søren Jensen i spidsen, måtte tænke ud af boksen i et forsøg på at rydde lidt op i åen, idet træstammer og grene flere steder spærrede strømrenden og hindrede passage for gydevandrende havørreder.

Nok er det højst usædvanligt at bruge heste til mijøarbejde, hestene får rørt sig i den gode sags tjeneste.
Nok er det højst usædvanligt at bruge heste til miljøarbejde, men det fungerer godt og hestene får rørt sig i den gode sags tjeneste.

PIV-folkene fik derfor indledt et fint samarbejde med foreningen Jydsk Hesteavl Øst, som synes det var et spændende projekt, ikke blot for Herredsbækkens fine ørredbestand, men også for muligheden for at få rørt hestene. Jydske heste, som er meget kraftfulde og stærke, er netop bygget til den slags udfordringer, og hestene er, i sagens natur, betydeligt mere mobile end et tungt køretøj i et skov-vandløb som Herredsbækken.

Tidlig lørdag morgen i sidste weekend troppede både PIV-folk, lodsejer, og hesteejere op til en arbejdsdag i åen, foruden naturligvis undertegnede, FZ-frivillighedskoordinator, for dette utraditionelle samarbejde, var højst interessant.

Jydsk Hesteavl Øst havde taget tre fine heste med til vandløbet. Hestene blev ”rigget til” med seletøj og kæder, og efter kort tid i skoven var det tydeligt at se, at både PIV-folkene, hesteejere og ikke mindst hestene, havde fundet sammen i en fin treenighed, som alle havde stor glæde af.

Hestene fandt hurtigt ud af, hvad det gik ud på, og med fremadrettede ører, gik det slag i slag med at få fjernet spærrende træstammer og grene fra vandløbet.

Det var meget fascinerende at se hestene bruge deres ”hestekræfter”, og i den forbindelse må jeg erkende, at mine små overarme, syntes endnu mindre i dette selskab af styrke, kraft og acceleration. Efter få timer var en lang strækning af Herredsbækken stort set ryddet for spærrende stammer, og både heste, hesteejere og PIV-folkene kunne på den nærliggende mark reflektere over den succes projektet er.

 

– Rune