Kategorier

Bloggere

Restriktivt geddefiskeri

DSC_7382.webDet danske geddefiskeri er inde en rivende udvikling, og ser man på, hvad der er sket over de sidste 20 år, er der ingen tvivl! Der er aldrig blevet fanget så mange store fisk før, som der bliver nu, og det skyldes i høj grad, at hovedparten af alle seriøse danske geddefiskere er begyndt at genudsætte deres fangster. Så langt, så godt!

Den positive udvikling til trods, er jeg af den klare overbevisning, at det danske geddefiskeri sagtens kan blive bedre. Det kræver dog en holdningsændring og en skærpet miljøpolitisk bevidsthed og aktivitet blandt flertallet af os geddefiskere. Og så skal vi finde fælles fodslag.

Selve meningen og hensigten med det at fiske gedder er naturligvis forskellig fra lystfisker til lystfisker. Nogen fordyber sig fulstændigt i jagten på den helt store monstergedde, andre vil fange flest mulig gedder over 10 kilo, mens andre igen hygger sig med, hvad dagen nu engang bringer. Uanset individuelle målsætninger skal der være plads til os alle. Men for at det kan lade sig gøre, er vi nødt til at have et nogenlunde ens moralsk og lovmæssigt regelsæt, så en lille gruppering af geddefiskere for eksempel ikke ender med at ødelægge fornøjelsen for en anden gruppering.

DSC_7422.webDer skal være plads til alle, men vi skal samtidig sørge for, at fiskepresset ikke bliver så voldsomt, at gedderne ender med at være så pressede og sky, at fiskeriet begynder at lide mærkbart. Der skal med andre ord findes én eller anden form for balance i forhold til almen tilgængelighed, fiskemetoder og fiskepres.

Vandtemperaturerne i Danmark er tæt på at være optimale for geddens vækst. Så hvad kan egentlig være grunden til, at vi ikke ser så mange gedder over 15 kilo som i eksempelvis Tyskland? Jeg er sikker på, at en stor del af forklaringen er det enorme fiske pres, som mange danske søer udsættes for. Der har aldrig været så mange dygtige geddefiskere i Danmark, som der er lige nu – og der kommer kun flere til.

Før var det garnfiskeriet, vi kæmpede imod. Nu er det os selv. Jeg – og en masse andre i geddefiskemiljøet – synes, at det er på tide, at vi får lavet nogle gunstige regler på vores fiskevande, så vi også kan opleve store flotte (og uberørte) gedder i fremtiden.

Vores fiskeri er efterhånden blevet lige vel effektivt. Ekkolod, GPS’er, sidescannere, paravaner og – ikke mindst – Internettet har gjort, at fiskene er under et enormt pres. Af den grund er almentgældende regelsæt omkring mængden af stænger og paravaner måske vejen frem. For eksempel kunne man måske overveje at indføre en begrænsning på to stænger pr. person – og ingen paravaner. Måske kunne man ovenikøbet indføre restriktioner, så kun kunstagn var tilladt i visse søer. Det ville give gedderne en fair chance for at udvikle og forplante sig.

Bundlinjen er, at vores geddefiskeri gerne skulle være bæredygtigt. Gedden er nemlig en utroligt spændende og nervepirrende sportsfisk, som vores børn også gerne skulle have gavn og glæde af. Udfordringen består i at finde frem til nogle principper og regelsæt der gør, at geddefiskeriet kan fortsætte den positive udvikling og blive endnu bedre i fremtiden. Det må være en opgave, vi i fællesskab kan løfte!

K&B/
Allan Christiansen