Kategorier

Bloggere

Kan vi lære af Minnesota?

I Danmark har vi fisket i søerne siden stenalderen, og konflikten om hvordan fisk som ressourcer skal fordeles i samfundet, er ligeså gammel som fiskeriet selv. Forvaltningen af danske søer som fiskevande med en ren rekreativ værdi, er kun lige begyndt. Derfor er det nærliggende at kigge på, hvordan de fx gør dette i søfiskeriets mekka, Minnesota, USA.

I Minnesota bor der cirka 5 millioner mennesker, og her finder man et klima og nogle fiskearter, som er meget lig, hvad vi har i Skandinavien. Minnesota er også de tusind søers land, og nogle af dem er på størrelse med danske fjorde. På trods af nogle af søernes størrelse, er erhvervsfiskeri ikke tilladt – med undtagelse af indianerreservaterne.

 

IMGP6233
Trods massiv hjemtagning sørger DNR’s strenge regler for, at er der masser af walleye at fange.

Sportsfisk nr. 1 i Minnesota er en nær slægtning til vores sandart – på engelsk kaldet walleye. Fiskeriet efter walleye lokker hver weekend tusinder af turister fra andre stater op til Minnesota, som også kan glæde sig over de mange aborrer og gedder. De fleste kommer for fiskeriets skyld, og mange ønsker at spise deres fangst. Selv om de mest populære destinationer i Minnesota oplever et højt predationstryk, er fiskeriet betydeligt mere attraktivt end i Danmark. Dagsfangster på op til 50 walleyes er meget normalt – og hertil en 50 gedder og aborrer. Der er simpelthen generelt flere fisk i søerne!

Hvis man ønsker at fiske efter bass, er der også masser af dem, både småmundet og stormundet. Den nordamerikanske gedde (muskellunge), som jeg har rejst til Minnesota efter, er også meget udbredt – men ikke så udbredt som gedder, walleye, aborre, solfisk, knude, etc. Men hvordan er det muligt at hjemtage så mange fisk og stadig have store bestande og et fiskeri i verdensklasse?

Forvaltning af fiskevande er et videnskabeligt tema, som er meget komplekst. Derfor vil jeg begrænse mig til at fortælle, hvordan jeg oplevede Minnesota som fisketurist. Det første, der slog mig, var, at reglerne var meget skrappe, specielt set i forhold til det, vi er vant til i Skandinavien.

I Minnesota er det Naturstyrelsen, som i USA hedder Department of National Resources, der styrer tingene (DNR). DNR er dog ikke organiseret helt som naturstyrelsen i Danmark, og blandt andet er DNR ikke finansieret helt på samme måde. DNR i Minnesota er finansieret 50% igennem salg af fiskekort, resten af budgettet kommer fra statslige tilskud, lotteriindtægter, og moms på fiskegrej.

Forvaltningen af fiskeriet, bliver skræddersyet til hver enkelte sø, hvor de to primære værktøjer til at holde kvaliteten af fiskeriet på et højt niveau, er udsætninger og fangstbegrænsninger. Tillige freder man visse rovfisk i forbindelse med biomanipulationer – også for at højne den rekreative værdi. Bestanden af muskellunge har for eksempel aldrig været bedre. Trods dette, har man lige sat mindstemålet op til små 140 cm! Et program for at højne størrelsen på gedder er også skudt i gang.

IMGP6256
Gedden er en yndet spisefisk i Minnesota. Her en ‘fine eater’, som de mindre gedder kaldes.

I forbindelse med den store rolle som genudsætning af fisk (bag limits) spiller for den Amerikanske forvaltning af fiskeriet, er det glædeligt for amerikanerne, at den europæiske (specielt tyske) afsporede etik debat om fiskeri, ikke findes i USA. DNR indså allerede i 30’erne at genudsætning af fisk, er en forudsætning for at kunne regulere sportsfiskeriet. Og allerede dengang på en måde, så der var noget at fange med en rimelig størrelse for alle.

Bæredygtigt fiskeri handler nemlig også om en lige fordeling af ressourcerne. Det er jo ikke retfærdigt, at nogen genudsætter for at skåne fiskeriet og økosystemet, for at andre kan hjemtage i mængder, alt efter egen vurdering. Til sammenligning regulerer vi i dag også fiskeriet i Danmark ved hjælp af genudsætning (catch and release) – herhjemme bruger vi dog kun mindstemål og fredningsperioder.

I Minnesota er man dog ikke kun begrænset til et mindstemål. Hjemtagningen af fisk reguleres lokalt med både antal, mindstemål og maksmål. I sin enkelthed går det ud på, at det ikke er lystfiskerne selv, men DNR’s biologer der beslutter hvor mange fisk, der må hjemtages pr lystfisker – alt efter biomassens størrelse.

I en sø med en biomasse (rovfisk) på størrelse med den, man finder i Lyngby Sø ved København, ville DNR formentlig indstille al hjemtagning af fisk øjeblikkeligt!

Da søer ved forskellige påvirkninger kan ændre tilstand, tilpasser DNR reglerne lokalt for de pågældende søer, ofte årligt. Visse søer kan for eksempel være angrebet af diverse fiskesygdomme. Her bliver fiskeriet givet helt frit – efter dansk model, sådan at folk kan få glæde at fiskene, inden at søen måske rotonon behandles.

Det var morsomt at opleve, at folderen med reglerne for fiskeriet Minnesota var på over 92 sider – et tema som Naturstyrelsen i Danmark lige netop ofrer 50 liner på. Folderen fandtes desuden på Spansk og Vietnamesisk. Tænk hvis Naturstyrelsens regler kunne fås på Tysk og Polsk?

I Danmark foretager man kun undersøgelser af bestande klatvist (ikke årligt som i Minnesota). I privatiseringens højborg, USA, er det også paradoksalt, at udlicitering af bestandsundersøgelser heller ikke er måden, man gør det på. Dette står DNR selv for.

Jeg har aldrig har oplevet en mere professionel og veldreven forvaltning end den amerikanske. Og når jeg drøfter emnet med mine amerikanske fiskevenner, er det med skam, at jeg må indse, at selvom vi i Danmark bryster os af at være innovative og miljøbevidste, så har vi fortsat ikke nogen bæredygtige regler for sportsfiskeri. At det tillige er fulgt lovligt at tømme en sø for fisk, hvis man skulle have lyst til dette, er yderligere et hån imod økosystemet.

Efter at have oplevet et bæredygtigt madfiskeri i Minnesota, er jeg alvorligt begyndt at tvivle på, om vi i Danmark er klar til at møde de udfordringer, som globaliseringen fører med sig. Her tænker jeg mest på den voksende fisketurisme. Vi bliver flere og flere søfiskere, og de største foreninger stiller stadig flere både til rådighed for deres voksende medlemsskarer, som også er begyndt at inkluderer mange mellemeuropæere, der udelukkende fisker til konsum.

Teknologien er desuden blevet billigere og bedre. Her tænker jeg på Internettets informations flow og den avancerede marine elektronik.

Lad os vågne op og blive inspireret af DNR’s professionelle forvaltning af sportsfiskeriet. Og lad os tage afstand fra den gammeldags EU konsum forvaltning, a’ la Fischerieamt. Støt op om Dansk Sportsfiskerforbund, Lystfiskeriforeningen, eller andre foreninger (Fiskeringen etc), sådan at I kan være med til at forme søfiskeriet på en positiv måde, der tilgodeser alle generationer i fremtiden.

MVH/

Morten Edvars