Havørredaften med Allan Overgaard og Morten Jensen

Rødvig Kro og Badehotel, Stevns Kommune og Fishing Zealand inviterer til Havørredaften på Rødvig Kro og Badehotel d. 18. oktober kl. 18.30.

Som opvarmning til aftenens foredrag byder Rødvig Kro og Hotel på en lækker middag bestående af ovnbagt kuller serveret med æbler, fennikel og spinat samt pommes fondant og fiskefløde med citrus og krydderurter. Der inkluderes også et glas vin eller en øl/vand i arrangementet.

Senere på aftenen vil Allan Overgaard og Morten Jensen tage ordet og fortælle om, hvordan de griber havørredfiskeriet an på Stevns. Både Allan og Morten har brugt rigtig mange timer på Stevns kyster og derfor kan de kvalificeret præsentere, hvad Stevns har at byde på under de forskellige årstider

Uanset om du er garvet eller nybegynder, så vil du kunne opleve, at denne aften kommer til at byde på en gennemgang af den strategi, som skal til for at få succes med havørrederne på Stevns. Således vil Allan og Morten bl.a. præsentere, hvordan de griber forskellige pladser og spots an under skiftende vejrforhold og vandstand. Endvidere vil foredragsholderne naturligvis fortælle om deres sammensætning af grej og ikke mindst fluevalg.

Efter en pause i oplægget, hvor der bliver serveret kaffe og kage, så vil Allan og Morten gå i dybden med fluerne. Begge har mange års erfaring bag fluestikket og vil bl.a. fortælle om bind

eteknikkerne bag deres foretrukne fluer. I denne seance vil der også blive mulighed for at se nærmere på det grej, som de to fiskere har med på kysten.

Med andre ord, så er der lagt op til et hyggelig og lærerigt arrangement i havørredens tegn, hvor Allan og Morten med deres indlevende og underholdende formidlingsform, vil guide gæsterne gennem en spændende aften, der forhåbentlig kan resultere i flere faste fisk på kysten.

Arrangementet finder sted på Rødvig Kro og Badehotel, Østersøvej 8, 4673 Rødvig.

Tilmelding og betaling: https://billetto.dk/e/havorredaften-pa-rodvig-kro-badehotel-billetter-220887