Havnefiskeri i Helsingør Havn – lørdag d. 21. oktober

Lørdag d. 21 oktober vil Fishing Zealands fiskeguide Allan Hvithamar, i samarbejde med Helsingør Kommune, byde velkommen til fiskeri på Helsingør Havn.

Allan vil fortælle om fiskeriet i havnen og ikke mindst instruere i de metoder, som kan være effektive, når der skal fanges fladfisk og torsk i området.

På dagen vil der endvidere være mulighed for at låne fiskegrej, hvis man ikke selv har det.

Der er mødested ved Kulturværftet, hvorfra der aftales mere præcist, hvor fiskeriet kommer til at foregå, så der kan tages højde for vejret på dagen.

Arrangementet varer fra 10 til 14, og der er plads til 20 deltagere. Børn under 12 år er naturligvis også velkomne ifølge med en voksen.

Medbring gerne en madpakke og husk tøj, der kan klare efterårsvejret.

Tilmelding til arrangementet sker ved at sende en mail til ahvithamar@gmail.com

 


 

Kriblende krebsdyr i efterårsferien på Øresundsakvariet – alle dage i efterårsferien

Kom og få krabbekryb, når det kribler med krebsdyr og vi dissekerer havdyr i efterårsferien.

Oplev Øresunds krebsdyr – lige fra de små rejer og eremitkrebs til de store hummere og taskekrabber. Test din viden i en krible-krebsdyr-quiz, vær med til dissektion af havdyr, lær mere om dyrelivet i Øresund og klap en taskekrabbe. Hvis du tør!

Dissektion af havdyr alle hverdage i uge 42 kl. 12:10

Rør ved levende havdyr og klap den store krabbe

Alle dage i uge 42 kl. 11:25 og 13:25

Øresundsakvariets formidler står klar alle dage med sjove historier, og vi fodrer dyrene hver time. Så kom og vær med.

Øresundsakvariet har åbent 10-17 alle dage fra den 14. til den 22. oktober.