Kategorier

Bloggere

Lystfiskeriets Dag i Næstved d. 13. september

Lystfiskeriets Dag er for alle børn og unge med interesse i lystfiskeri. Sportsfiskerforeningen Fladså, Næstved Kommune og Fishing Zealand indbyder derfor til Lystfiskeriets Dag d. 13. september kl. 10-15, hvor det er helt gratis at deltage.

Fokus bliver på fiskeri i Susåen, og mødestedet er på Bredstræde P-plads, bagved Sankt Peders Kirke, ved den fritlagte Suså midt i Næstved by.

Sportsfiskerforeningen Fladså vil gerne slå et slag for, at flere unge mennesker kommer ud i naturen og gerne med en fiskestang i hånden. Derfor inviterer de alle unge mennesker med interesse i lystfiskeri til at komme forbi på dagen, hvor der fiskes i Susåen.

Sportsfiskerforeningen Fladså og Fishing Zealand står klar med en masse grej og madding til krogen, så alt er klart, man skal ikke medbringe andet end tøj, der passer til vejret. Foreningens medlemmer og en Fishing Zealand guide står klar til at guide de unge mennesker og vil give deres bedste tricks til at få en fisk på krogen. Der vil blive fisket fortrinsvist efter skaller, kutlinger og aborrer i åen, men der er altid chance for andre fiskearter bider på krogen, når man har snøren i vandet – det vil tiden vise.

Forældrene er selvfølgelig også meget velkomne sammen med deres børn – og der er sikkert også en fiskestang til mor eller far. Husk fisketegn hvis man er over 18 år.

Og skulle nogle børn eller forældre få lyst, så er der rig mulighed for at blive medlem af Sportsfiskerforeningen Fladså, der byder på en masse spændende aktiviteter året igennem for store og små.

Arrangørerne ser frem til en spændende dag – knæk og bræk!